APV
Arbejdspladsvurdering
Lerpytter Friskole & Børnehave har i efteråret 2019 gennemført en ArbejdsPlads Vurdering (APV).
Arbejdspladsvurderingen bygger på et kortlægningsskema, hvor der fokuseres på dels det fysiske og de psykiske arbejdsmiljø. Kortlægningen er gennemført elektronisk på tværs af alle personalegrupper og sammenfattet af kontoret. Sammenfatningen er gennemgået og godkendt på et fælles personalemøde den 31. oktober 2019, hvor der samtidig blev drøftet punkter til en handlingsplan. (Disse dokumenter forefindes i skolens personalerum)
Kortlægningen fokuserede dels på det fysiske og dels på det psykiske arbejdsmiljø.
Sammenfatning:
Overordnet har vi i Lerpytter Friskole & Børnehave et rigtig godt arbejdsmiljø!
Vi har, som så mange gange før, snakket om at vi generelt er gode til at tage hånd om problemerne, som de opstår og der derfor er mange (løste) problemer, som aldrig kommer til at fremgå af en APV.
Nogle af de ting, der problematiseres i forhold til fysisk arbejdsmiljø (fx.svingende temperaturer) er svære at løse en gang for alle, men vi løbende arbejde på at finde forbedringer indenfor de rammer vi har.
Handlingsplanen oplister kun problemstillinger – ikke alle de positive forhold som kortlægningen også viser – og som måske i det daglige fylder allermest.
Positive forhold ved det fysiske arbejdsmiljø
Der gives udtryk for at vi overordnet har gode fysiske rammer på Lerpytter. Bygningerne (specielt børnehave) og lokalerne opleves positivt og det, at det er en lille skole, opleves af flere som et positivt forhold.
Flere fremhæver gode stole og muligheden for varierende arbejdsstillinger, som noget positivt.
Endelig har mange angivet skolens beliggenhed og de gode udendørs arealer, som f.eks. legeplads og parkeringsplads som noget positivt.
Positive forhold ved det psykiske arbejdsmiljø
Den ubetingede topscorer i forhold til positive forhold ved det psykiske arbejdsmiljø er kollegerne! Værdier som respekt, hjælpsomhed, rummelighed, omsorg og overbærenhed fremhæves.
Desuden fremhæves en lydhør ledelse, dejlige børn og oplevelsen af trosfrihed, som noget positivt.
Problematikker i forhold til det fysiske arbejdsmiljø
Indeklima – temperaturer / lugtgener
Toiletter – lugtgener
Manglende læ/ly i forbindelse med børnehaven
Udfordringer i forhold til lokaler – antal, indretning
Problematikker i forhold til det psykiske arbejdsmiljø
Oplevelsen af ikke at slå til
Samarbejde/teamwork kunne være bedre
Udfordringer i forhold til kommunikation (for meget snak)
Oplevelse af arbejdspres (spidsbelastninger)
Vanskelige rammer (børn med særlige behov)
Teknik der driller
Ovenstående problematikker er sammenfattet i en handlingsplan, som forefindes på personalerummet på skolen.
Besøg af Arbejdstilsynet februar 2020
Som opfølgning på arbejdstilsynets besøg i februar 2020, har vi igen fået en grøn smiley.
Grøn smiley som opfølgning på Arbejdstilsynets besøg februar 2020
APV 2016
Lerpytter Friskole & Børnehave har i foråret 2016 gennemført en Arbejdsplads Vurdering (APV).
Arbejdspladsvurderingen bygger på et kortlægningsskema, hvor der fokuseres på dels det fysiske og de psykiske arbejdsmiljø. Kortlægningen er gennemført på tværs af alle personalegrupper (valgfrit om man gjorde det elektronisk eller på papir) og sammenfattet af kontoret. Sammenfatningen er gennemgået og godkendt på et fælles personalemøde den 15. marts 2016, hvor der samtidig blev drøftet punkter til en handlingsplan. (Disse dokumenter forefindes i skolens personalerum)
Kortlægningen fokuserede dels på det fysiske og dels på det psykiske arbejdsmiljø.
Sammenfatning:
Overordnet har vi i Lerpytter Friskole & Børnehave et rigtig godt arbejdsmiljø.
Vi har igen denne gang talt om, at det opleves lidt kunstigt at lave APV, da mange af de forhold, som opleves som problematiske, bliver taget hånd om hurtigst muligt og dermed ikke kommer til at fremgå af APV’en.
Nogle af tingene (fx. temperaturer) er svære at løse en gang for alle, men vi vil (som med alle andre problemstillinger) søge at løse problemerne bedst muligt, som de opstår.
Handlingsplanen oplister kun problemstillinger – ikke alle de positive forhold som kortlægningen også viser – og som måske i det daglige fylder allermest.
Topscorerne blandt positive arbejdsforhold fra kortlægningen er:
Gode, samarbejdsvillige, hjælpsomme, overbærende kolleger
Dejlige, glade børn
Ansvar – dejligt at have ansvar/indflydelse
Ny bygning / mere plads (ny børnehavebygning taget i brug primo 2016)
Lille overskuelig arbejdsplads med høj grad af fleksibilitet
God udenomsplads
Problematikker:
I forhold til det fysiske arbejdsmiljø sættes der fokus på bl.a.:
Mangelfuld oprydning som følge af uklare ansvarsforhold
Pladsmangel/lokalestørrelser
Dårlige arbejdsstillinger
For få tilbud på legepladsen
Dårlige adgangsforhold for gangbesværede
Nogle af ovenstående forhold er omgående løst, mens andre er løst i forbindelse med lokaleændringer efter sommerferien (august ’16). Arbejdet med samtlige problematikker er beskrevet i handleplanen, som forefindes på skolen.
Vi har fokus på arbejdsmiljøet!
Arbejdstilsynet var på besøg på skolen den 25. maj 2013, hvor vi efterfølgende har fået en grøn smiley, som tegn på at vi har fokus på et godt arbejdsmiljø:
APV 2013
Handlingsplan:
Kortlægningen danner udgangspunkt for handlingsplanen, hvor problemstillinger er listet op og prioriteret.
Prioritet 1:
Det største og tilbagevendende problem er svingende temperaturer. Problemet er delvist afhjulpet (28/02/2013) ved justering af termostater og procedurer for udluftning i pauser. Vi kører pt. forsøg med en ny type termostat, som vil blive installeret i udvalgte lokaler til efteråret 2014.
Prioritet 2:
Et lidt mindre problem er at det opleves som svært at skabe arbejdsro i enkelte lokaler pga. gennemgang. Dette er delvist løst ved at der i første omgang er blevet indskærpet at al unødvendig gennemgang skal undgås (28/02/2013). I skoleåret 2013/’14 har skemalægningen gjort problemet mindre.
Med samme prioritering er manglende kommunikation omkring elevforhold. Dette foreslås ændret via ændret mødestruktur, hvilket er sket i skoleåret 2013/’14.
Der mangler aflåst skab til personale. Dette løses ved at flytte en stålreol til fordel for et personaleskab med aflåselige rum. (Er sket i efteråret 2013)
Prioritet 3 (lav prioritet)
Her nævnes igen temperatur (koldt om vinteren / varmt om sommeren).
Der mangler lokaler – kræver tilbygning.
Der mangler udendørs hyggekroge/læsteder – medtækes fremadrettet.
Varierende arbejdspres i løbet af skoleåret – ingen umiddelbare løsninger, det er et vilkår
Arbejdslys på kontor – et mindre problem, som medtænkes ved lejlighed
Konklusion:
Overordnet har vi på Friskolen Thy et rigtig godt arbejdsmiljø.
Vi har talt om at det opleves lidt kunstigt at lave APV, da mange af de forhold, som opleves som problematiske, bliver taget hånd om hurtigst muligt og dermed ikke kommer til at fremgå af APV’en.
Nogle af de ting (fx. temperaturer) er svære at løse en gang for alle, men vi vil (som med alle andre problemstillinger) søge at løse problemerne bedst muligt, som de opstår.
Handlingsplanen oplister kun problemstillinger.
I undersøgelsen under psykisk arbejdsmiljø, blev i øvrigt under positive forhold nævnt:
- gode hjælpsomme kolleger
- plads til konstruktiv kritik
- alle gode til at hjælpe hinanden
- ingen gamle sejlivede konfliktfyldte problemstillinger
- elever og lærere har et godt kendskab til hinanden
- godt forældresamarbejde
- frihed til den enkelte
- hjælpsomhed
- udfordrende
- afvekslende
- god/saglig tone
- god hjælp fra kolleger
- godt arbejdsklima, respons/feedback
- mindre klasser end i folkeskolen
- mere tid pr elev